Jeg har villet være journalist, så længe jeg husker. Da jeg var otte år, fik jeg øje på en stiplet linje i et atlas, hvilket viste sig at være Den Transsibiriske Jernbane, som jeg hurtigt besluttede mig for, at jeg skulle udforske en dag. Jeg er nysgerrig af natur, og da jeg senere opdagede min kærlighed til formidling, vidste jeg, at jeg selvfølgelig skulle være journalist. 

Men selvom det altid har været mit mål, har vejen dertil ikke været snorlige. I 2018 startede jeg på Aarhus Universitet på uddannelsen Rusland- og Balkanstudier, men skiftede derefter til Journalistik på RUC. Jeg var ellevild med journalistikken, og lettet over at slippe for den tunge russiske grammatik, men undvære sproget, kunne jeg ikke. 

Derfor plejer jeg fortsat mit russisk i dag, da jeg er overbevist om, at journalistik og sprog kan gå hånd i hånd, hvilket også gælder min interesse for både det globale og lokale. 

Jeg vil nemlig dække trafikprop på Øresundsbroen, som jeg vil afdække russiske troldes indtrængen i kommentarspor på sociale medier. Det vigtigste for mig er nemlig, at journalistik skal være relevant for sine brugere, da brugerne er noget af det vigtigste for journalistikken. 

 

Jeg vil lave historier om mennesker til mennesker 

 

Jeg drømmer om at blive en dygtig journalist, der kan fortælle historier om mennesker fra ind- og udland, som nuancerer debatter, gør os klogere, og skildrer verden lige så brutal, som den nu kan være. 

Jeg brænder for historier, der viser de menneskelige konsekvenser ved den verden, vi lever i. Den 24. oktober 2021 tog min veninde et billede af mig på Maidan Pladsen i hjertet af Ukraines hovedstad Kyiv. Præcis fire måneder senere invaderede Rusland landet, hvilket skulle vise sig at være en krig, der nu på andet år har haft store globale, økonomiske, sikkerhedspolitiske og ikke mindst menneskelige konsekvenser. Også nationalt har vi mærket krigen - inflation, Nord Stream-eksplosionen og ikke mindst oprustningen af forsvaret.

 

Jeg elsker de interviews, der får os til at holde vejret, skaber identifikation, og er afgørende for, at vi forstår substansen i selv de mest komplicerede situationer - som for eksempel en skilsmisse. Da jeg lavede podcasten Beretninger fra 90’erskilsmissebørn, blev det tydeligt for mig, at netop denne type journalistik taler til mit hjerte, og at jeg vil være mester i at mestre det dybdegående interview. Jeg tror nemlig, at når vi forenes i sproget og historien, omfavnes af ord og situationer, vi kan identificere os med – så føler vi os mindre alene. 

 

Troværdig journalistik – er fremtidens journalistik

 

I løbet af min uddannelse på RUC har jeg især fået interesse for faktatjek som journalistisk genre. Sidste år arbejdede jeg, i faget Journalistisk Innovation, på et projekt, der gav mig indblik i, hvor vigtig en rolle faktatjek spiller i moderne krigsførelse, hvilket især er tilfældet i krigen mellem Israel og Hamas. Det er nemlig ikke længere kun fysisk, at krigen udspiller sig – også de sociale medier er blevet en reel kampplads for både des- og misinformation, hvilket jeg tror (desværre) kan komme til at influere den reelle journalistik, uagtet hvor meget man tilstræber sig at formidle sandheden. Derfor mener jeg, at der er behov for udvidet fokus på faktatjek, og hvordan man verificerer informationer fra Moskva til Tel Aviv og Gazastriben eller hos selvudnævnte systemkritikere. 

Vi skal sikre mediebrugernes tillid, og forhindre dem i at søge alternative veje til nyhedskilder – at fastholde journalistikkens troværdighed er derfor min journalistiske mission.